mandag den 26. oktober 2009

Robot okkult

Er det bare mig, eller er Robot okkult et ord der sparker døren ind til semiotikkens femte dimension? Ikke at jeg lige er klar over, hvad den sætning betød (nedadsnobning en masse), men se for dig:
  • en robot, der er okkult eller
  • en robot, der tror på okkulte hændelser
Skræmmende, ikke?

Eksemplerne er legio og the sky's the limit! Men menneskets frygt har altid puttet sig i periferien af dets egen erfaring. Det er således yderpunkterne af vores erfaring
og viden, der har udgjort fikspunktet for vores våde skræmmefantasier i form af en ukendt magt, som vi har ingen eller begrænset adgang til (magi/overtro) eller en videnskab, vi troede at have tøjlet (som man engang troede man kunne tøjle ild) men som har svigtet sin arrogante herre og pisket alle ufødte robotters retfærdige harme op og truer med at bore sig som en obelisk ind i brystet på menneskesønnen og erstatte hjertets kød og blod med et spyd af kold og uforgængelig sten: kun på den måde kan fordums slægters foragt få mæle og krop; slægter der kæmpede og stred mod hverandre for at opfylde håbet om en bedre fremtid, som vi nu har kastet ned i en endeløs spiral af fornedrelse, mens vi griner det vanvidens hysteriske grin, som kommer over narrens læber, når kan kastes i ormegården og på en og samme tid fatter, at han snart skal bides ihjel af eksotiske slanger, mens han indser, hvor dybt komisk og tidløs evindelig hans egen situation er.

Undskyld, jeg strejfer fra pointen her, men pointen består undskyldning og strejf til trods: at vi enten frygter det, vi kun fatter meget lidt af (f.eks. naturkræfternes rasen) eller det, vi mener at beherske (videnskabelige fremskridt). At en menneskeskabt maskine med forprogrammerede anlæg skulle gå hen og få samme vrangforestillinger, som dets skaber, er utænkeligt. At gyserhistoriernes slimede og gustne hekse og zombier omvendt skulle interessere sig for en steril computers programmel og software, algoritmer og forudsigelighed er på samme måde lige så utænkelig.

Derfor må Robot okkult være en hybrid eller endog fons et origo for en ny skrækgenre, hvor mørkets kræfter bliver tæmmet af Deep Blue.

Intet af dette giver måske mening - og det behøver det heller ikke - Robot okkult er bare et ord.

Wordfume har slået til igen!

En faible for effekter og ord...

Jeg skrev i mit første indlæg om The Forer Effect, som indtræffer, når du sidder foran en astrolog der kan fortælle dig alle de rigtige ting om dit liv og din fremtid.

Og så er det jo, at jeg ikke må forsømme chancen for at nævne Hawthorne-effekten, som handler om, at "subjects improve an aspect of their behavior being experimentally measured simply in response to the fact that they are being studied, not in response to any particular experimental manipulation.".

Nå, men ikke at det gør nogen forskel i den moderne verdens digitandhjul. Tag den, portmanteau!

Wordfume går snart (lidt mere) i luften...

Jep, det er snart fem måneder siden, jeg sidst har trakteret cyber space med mine aldeles navlepillende anekdoter fra et liv levet på internettets skyggeside...

Jeg har fand'me været vidt omkring i mellemtiden, lige fra liberalismens fascistiske historie over den uhyrlige mission creep, der følger af at ville ankøbe en ny bærbar computer med ambitionen om at gøre et godt køb samtidig.
Det er jo ikke nok med at det er en fortræffelig lapstick (som den kaldes af kendere), den skal også honorere de krav, der stilles af spilproducenterne i form af et grafikkort af anseelig kvalitet, hastighed på bussen (FSB) osv. Men i al denne higen og søgen i e-bøger, Wikikpedia og fora faldt jeg mildest talt over en masse andre spændende ting, såsom bloatware (det øverste link - kaldet "Skæve nyheder" - duer ikke. Tryk i stedet på det lille link der hører til, som hedder "Cached". Her ligger den tekst, som det ødelagte link ikke kan finde. Det fungerede fint for mig, indtil jeg optimerede nogle elementer i min computers sikkerhed, så jeg nu er afskåret fra denne viden...).

Anyway, bloatware er historien om al det software-skidt der følger med, når man køber en spritny bærbar og får en masse dødt kød i form af præinstallerede programmer med prøveperioder og toolbars og jeg skal komme efter dig med i købet. Alle disse programmer har du aldrig bedt om eller betalt for - tværtimod har udviklerne af softwaren betalt producenten af den bærbare i dyre domme for at få lov til at fylde harddisken med "ekstramateriale", som du nok aldrig seriøst får brug for - ekstramateriale der trækker din computers kapacitet og hastighed ned i det dynd, som langsomme skodcomputere lever i.

Men egentlig var dette blot tænkt som en "segue" fra mit indlæg i juni til det næste rigtige indlæg.
Indtil da må vi fundere over, om det er muligt at få vandskade i en vindskede....