Om psykologi & hjerne... og glidebaner

Har netop set DR2 tema om hjernen her til aften. Det handlede om "Pavlovs hunde", Alien Hands Syndrome og optogenetik - blandet meget andet.
Fascinerende!

 Der var også en af de mest undersøgte personer i psykologiens historien: manden Henry Gustav Molaison (kendt som H.M.), som fik en del af sin hjerne suget ud under et eksperiment, så han ikke længere var i stand til at danne nye, bevidste minder. Men hans hjerne var i stand til ubevidst at lagre fysiske oplevelser, som en slags minder, så han kunne lære dem og blive bedre og bedre for hver gang han repeterede dem - dog uden en bevidst erindring om, at han havde foretage de samme øvelser mange gange før!

Henry Molaison - eller H.M. blandt forskere - kom til at gå ud foran en cykel som syv-årig og endte med at få epilepsi.
Under et kirurgisk indgreb for at lindre på hans epilepsi, fjernede lægen (William Scoville) det mest af Molaisons Hippocampus, hvor nye minder dannes. Dette havde en dramatisk effekt på Molaison og endte med at gøre ham til en af de mest undersøgte patienter i psykologiens historie.

Aftenens udsendelse var ikke just en hyldest til menneskets lægelige fremskridt, som det var et katalog over de umenneskelige forsøg og eksperimenter, der er foretaget for at at gøre fremskridt på det lægevidenskabelige område. Lad mig blot nævne det hvide snit og elektroder i hjernen - eller forsøg med bevidsthedsudvidende stoffer på patienter, der ikke anede, hvad de deltog i. Hjernevask, udradering af individers hukommelse og andre ting kunne hentes frem fra dette skrækteaters godtepose. 

Eller man kan gå direkte til denne top 10 over uetiske psykologiske forsøg.

Historien om Lille Albert er historien om en forsker, som tager et barn fra et børnehjem (det var åbenbart meget normalt engang), som i dette tilfælde var Albert på knap et år. Lille Albert blev vist forskellige ting, som han legede med. En af disse "ting" - en hvid rotte - havde Albert det meget hyggeligt med. Men anden  gang rotten blev lagt hen til Albert, slog forskerne på en jernstang, som gav en høj lyd, der forskrækkede lille Albert. Dette blev gentaget en del gange, så lille Albert til sidst "lærte", at hvide rotter er farlige. 

Forskeren der udførte disse forsøg, var John B. Watson - manden bag den psykologiske retning, der kendes som Behaviorisme. 

Lille Albert blev aldrig "afprogrammeret" inden han kom ud af forskerens kløer, så han levede nok med sin frygt for hvide rotter til sin alt for tidlige død som seks-årig...

En lille undren.

Stanley Milgram viste, at mennesker der udsættes for socialt pres (grupper eller autoriteter), kan slå deres autonome dømmekraft/samvittighed fra og lægge det i hænderne på en autoritet eller gruppe af mennesker. Milgram ville vise, at det var det, som mange nazister havde gjort i Tyskland under 2. Verdenskrig, men at det stadig var gældende uanset tidsånden eller nationen, man levede i. 

Milgrams forsøg gik ud på, at forsøgspersonen skulle give elektrisk stød til en elev, der ikke var god nok til at lære bestemte ting. 

2/3 af forsøgspersonerne (dem der skulle give elektrisk stød), gik helt op på 450 volt, som er et dødeligt stød. Adspurgt bagefter fastholdt de alle, at de jo bare havde gjort, som lægen (autoriteten) havde bedt dem om. Det var lægen, det bar ansvaret og havde taget beslutningen - de havde blot udført opgaven. 

Man har udledt en del ting, at Milgrams forsøg, men noget af det, jeg tillægger særlig stor betydning, er den indbyggede mekanisme i forsøgene hvormed forsøgspersonerne gradvist øger styrken af de stød, der gives til eleven (som er den person, forsøgspersonerne tror er forsøgspersonen).

Man starter i en helt normal situation, hvor man giver en afmålt straf til en person - en straf, der skal hjælpe personen med at huske bedre. 

Men langsomt skal man gå op i styrke, indtil et dødeligt niveau nås. 

Jeg tror denne "glidebane" er helt central for forståelsen af, hvorfor nogle mennesker gør, som de gør, selvom disse ting for andre/udenforstående virker helt absurde, brutale og urimelige. 

Jeg hørte en ejendomsmægler bruge det samme argument forleden, da vi talte om det hus, min kone og jeg er ved at købe. Mægleren var sikker på, at sælger bare skulle indstille sig på tanken. For sælger var det ret stort bare det, at skulle flytte fra hjemmet, hvor han havde boet i over 30 år, men når først sælger havde forliget sig med denne tanke, ville det være nemmere at goutere næste skridt i processen.

På samme måde med den glidebane, som nazister, krigsforbrydere, bødler og gemene kriminelle støder på: de starter et sted, det ene fører det andet med sig, og pludselig har de uden deres eget ønske, design eller vilje gjort ting, som de aldrig ville have gjort, da de startede deres glidebane. Men idet de gør tingene, er det helt normalt og rationelt. Et godt eksempel herpå, er en af dem fra Blekingegadebanden, som udtalte, at de startede et sted, og pludselig var det ikke ekstremt f.eks. at skyde en betjent. 

De fleste af os kender den samme funktion fra dagligdagen: vi starter med at lave en kop nescafé som består af f.eks. to teskefulde kaffe og noget vand. Efter et stykke tid øger vi mængden af kaffe, fordi vi ønsker det smager lidt mere af kaffe. Dermed ikke sagt, at det for alle mennesker ender med, at de bruger en cl. vand og 10 teskefulde kaffe, men hvis man sammenligner en ny kaffedrikker med en dreven en af slagsen, så vil den drevne bruge langt mere kaffepulver, end den nye.

Måske er eksemplet dårligt, men jeg håber det kan illustrere min pointe, nemlig at en glidebane blot og bart handler om, at man starter et sted. Når dette sted så opfattes som normalt, så rykkes ens grænser. Og sådan fortsætter det indtil et mætningspunkt eller til man ender i noget snavs. 

For nogle mennesker er det normalt med et mætningspunkt: de ønsker ikke en glidebane eller nogen former for ekstremer. Men for mange andre er glidebanen netop en del af hverdagen.